Det betød alt...

For min svoger på 40 år og hele familien betød det alt, at han fik lov at leve sin sidste tid på hospice Søholm, fortæller Anni Gundersen, Skanderborg.

Anni Gundersens svoger, Kurt, døde af en hjernesvulst kun 40 år gammel. Han fik brug for meget kompetent pleje gennem lang tid. Derfor var familien lykkelig for, at han fik tilbudt en af de alt for få hospicepladser i Østjylland.

- Det var det helt rigtige for Kurt og hele familien. Nu var vi sikre på, at han var i gode hænder og fik al den pleje, han havde brug for. De gjorde alt for ham. Og vi fik også som familie al den støtte, vi havde brug for. Personalet satte sig ind i det hele, lærte både børn og voksne at kende, og kunne tale med os alle. Man følte sig tryg. Flere i familien var i begyndelsen ikke tilhængere af, at Kurt skulle på hospice. Men de blev hurtigt overbevist om, at det var det rigtige.

Det blev som en stor kernefamilie, hvor personalet også var med. Det var ikke "hospitalsagtigt". F.eks. var der et stort køkken, hvor vi selv kunne lave mad og bage en kage og spise sammen. Kurt kunne også være med, men det havde han ikke rigtigt kræfter til. Han var bare ved siden af os, og vi kunne være sammen på en god måde. Personalet var også gode til at fange Kurts humoristiske sider. De gik ikke rundt med bedemandsansigter.

En dag var min søster meget ked af det, men hun fik tilbudt et spabad, og der blev tændt levende lys omkring karret. Sådan fik hun også overskud, selv om det hele var så svært.

Jeg vil også gerne leve mine sidste dage på et hospice, hvis jeg får et meget plejekrævende og svært sygeleje til sidst. Det giver gode rammer for at tage afsked for hele familien.