| ||||||
|
April 2009 Kære støttemedlemmer! Støtteforeningen har nu knap 1300 medlemmer – og det på ca. 2½ år! Velkommen til de mange nye medlemmer! I juni 2008 meddelte Region Midt som svar på vores indleverede projekt, at man ønsker at foretage en ny vurdering af behovet for yderligere hospicepladser i foråret 2009, når de nye hospicer i regionen har været i brug mindst ét år. Vi vil derfor i nær fremtid igen henvende os til regionen med vores argumenter for etablering af et nyt hospice og for dettes placering her i det østjyske. Siden sidst: 60 medlemmer deltog i foreningens årlige generalforsamling i Silkeborg d.6. oktober og hørte der først et medrivende og meget personligt indlæg af tidl. amtsborgmester og tidl. formand for Etisk Råd Erling Tiedemann. Efter foredraget kunne formanden berette om et fantastisk år med 3-dobling af medlemstallet, om gaver og tilsagn om gaver bl.a. tilsagn om 100.000 kr. fra Y`s Mens`s Club, Skanderborg og om stor opbakning også på anden måde og fra mange sider. Generalforsamlingen bakkede stærkt op om foreningens arbejde. Der skete ikke ændringer i bestyrelsen. Den Selvejende Institution Hospice Østjylland er stiftet d. 26/2-09 og vil få en bestyrelse på 7 medlemmer repræsenterende Region Midt, Kommunekontaktrådet i Region Midt, Århus Stift, Danske Diakonhjem, Kræftens Bekæmpelse, Hospicestøtteforeningen og medarbejderne på Hospice Østjylland. Invitation til Ole Hartling foredrag. Overlæge i Vejle Ole Hartling, tidl. formand for Etisk Råd er en meget kendt deltager i debatten om sundhedsvæsenet, hvor han med viden og engagement får trukket væsentlige etiske linier frem i debatten. Han blev for nylig tildelt Rosenkjærprisen af Danmarks Radio for sin eminente formidlingsevne. Foredragets titel er: Aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp i døden. Billetter 50.- kan købes via Kulturhusets hjemmeside, ved henvendelse på Skanderborg Bibliotek og ved indgangen. Mødet arrangeres i samarbejde med Skanderborg Sundhedscenters Brugerråd og er støttet af Kultursamvirket, Skanderborg. Hospicestøtter går på gaden: Lørdag d.16.maj kl. 10 til 13 går vi på gaden for at fortælle om behovet for et Hospice Østjylland. I vil kunne møde os talrige steder i området fra Hedensted i syd til Hammel i nord, fra Odder i øst til Silkeborg i vest. Vi håber at gentage succesen fra sidste år, hvor resultatet var 300 nye medlemmer. På vegne af Hospice Østjyllands Støtteforening Troels Dolmer Tlf. 86 52 14 83 - info@hospiceostjylland.dk
| ||||||
| ||||||
|
Støtteforeningen for Hospice Østjylland v/ Troels Dolmer Højdedraget 12 8660 Skanderborg Tlf. 86 52 14 83 Email: info@hospiceostjylland.dk |