| ||||||
|
Maj 2008 Kære støttemedlemmer! Vi er inde i en meget spændende periode! Midt i april måned har vi sammen med Danske Diakonhjem igen indleveret vores hospiceprojekt til Region Midtjylland. Hospicesituationen er på Regionsrådets dagsorden midt i juni. Regionen vil måske beslutte sig for oprettelse af endnu et hospice i Region Midt og beslutte, hvor dette hospice skal placeres. Vi håber meget, at Regionen ikke igen vil udskyde løsningen af det her i området presserende hospiceproblem. Problemet er uændret, idet de nærmeste hospicer fortsat må afvise mindst hver anden patient. De pladsmæssigt mere tilgængelige hospicer ligger fjernt for befolkningen her i den sydøstlige del af Region Midt. Vi kæmper for et hospice, som bør placeres i Skanderborg. Skanderborg ligger rimeligt centralt i området, har en dejlig natur, har en fremragende infrastruktur med motorvej, jernbaner, busser. Som I er bekendt med, har vi fået stillet et Vores argumenter er svære at komme udenom. Det er ikke rimeligt, hvis det offentlige ikke kan tilbyde døende mennesker hospicemuligheden i deres nærområde. Det skal der være råd til! Ikke mindst de sidste måneder har været meget travle med mange møder, bl.a. med repræsentanter fra forskellige patientforeninger, Ældreråd og Ældresagen. Vi har haft dialog med borgmestrene i Horsens, Odder, Silkeborg og Skanderborg . Vi har informeret bredt til erhvervslivet og til byråds- og regionsrådsmedlemmer. Den årlige generalforsamling blev i oktober afholdt på Horsens Rådhus. 70-80 mennesker hørte et fængslende foredrag af den tidl. hospicechef på Kammilianergården i Aalborg, og næsten alle blev til den efterfølgende generalforsamling. En decemberdag i ikke ret spændende vejr fremviste vi det areal, hvor hospice kan placeres. Ca. 120 mennesker mødte op og viste stor interesse, og det midt i før-juletiden! Vi har her i vinter haft en aften med foredrag af Tove Videbæk, som er formand for paraplyorganisationen Hospice Forum Danmark. Den 24.maj vil vi gå på gaden. Formentlig op mod 40 steder her i den sydøstlige del af Region Midt vil mennesker fra Støtteforeningen reklamere for hospicesagen. De vil stå på steder, hvor folk kommer sådan en lørdag omkring middagstid, og vil være iklædt t-shirts med Støtteforeningens smukke logo. Vi håber på, at det vil føre til god information omkring hospicesagen, så endnu flere mennesker kommer til at forstå, hvor vigtig denne sag er, og vi håber på, at det vil resultere i mange nye medlemmer, selvom vi måske burde være tilfredse med de godt 600 medlemmer, som foreningen har fået på bare 1½ år. Har du/I muligheden, vil jeg bede dig/jer tale godt for hospicesagen overfor venner og naboer og meget gerne også for politikere, både kommunalpolitikere og regionsrådsmedlemmer. Jo bedre vi informerer og påvirker, desto større chance har vores hospiceprojekt! Venlig hilsen På vegne af Hospice Østjyllands Støtteforening - info@hospiceoestjylland.dk Troels Dolmer, formand
| ||||||
| ||||||
|
Støtteforeningen for Hospice Østjylland v/ Troels Dolmer Højdedraget 12 8660 Skanderborg Tlf. 86 52 14 83 Email: info@hospiceostjylland.dk |