| ||||||
|
September 2009 Kære støttemedlemmer! Nu 1500 medlemmer. Det siger noget om, hvor stort ønsket er om et hospice! Vi bad i foråret 2009 om at få et møde med Region Midts forretningsudvalg. Regionen besluttede sidst i juni måned igen at udskyde en vurdering af hospicebehovet. Det blev dog besluttet, at vi kunne få det ønskede møde. Men aktuelt kommer flere hospicepladser ikke på tale. Der er fremragende argumenter for et hospice her i det østjyske, allerbedst i Skanderborg. Disse argumenter har vi udbygget i en såkaldt MTV – en Medicinsk Teknologi-Vurdering, hvor alle sider af sagen tages op. Dette 7 sider store dokument er tilgået bl.a. den politiske og administrative del af Region Midt. Det er også tilgængeligt på vores hjemmeside. Hospicestatus i Region Midt Region Midt har i foråret bedt de 4 nuværende hospicer om at komme med oplysninger ang. 2008. Disse oplysninger understøtter i høj grad vores argumentation. Hvis der ikke er et hospice i ens egen kommune eller i nabokommunen bliver et ophold på hospice oftest ikke muligt. Nærhed er helt afgørende. Det betyder, at mange mennesker ikke får den bedste og absolut nødvendige behandling, og det er i situationer, hvor den travle sygehusafdeling, plejehjemmet eller hjemmeplejen simpelthen ikke klarer opgaven. Befolkningen, som bor tæt på de 4 nuværende hospicer i Hvide Sande, Skive, Stautrup og Rønde, kommer 3-4 gange så hyppigt på hospice som befolkningen her i vores hospicetomme område. Tænker vi os et hospice her, vil yderligere ca. 150 alvorligt syge kunne komme på hospice. Det er alle dem, som i dag må nøjes med en ikke optimal behandling, hvor de er nødt til at prioritere nærhed til pårørende højere end smertelindring. De 4 hospicer beretter om høj belægning, og det betyder at der ikke kun mangler nogle få ekstra pladser på de eksisterende hospicer, men et helt hospice med 12 pladser, og det må placeres her i området. Kommer det ikke, fortsætter en urimelig og uforståelig forskelsbehandling fra regionspolitikernes side. Siden sidst: Overlæge Ole Hartling, bl.a. tidl. formand for Etisk Råd, holdt 28.april i Kulturhuset i Skanderborg et meget aktuelt foredrag ”Aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp i døden”. Der var efterfølgende en livlig og meget spændende diskussion med deltagelse af adskillige af de knap 130 mødedeltagere. Igen i år gik vi på gaden mange steder i ”vores” område en dag i maj. Desværre var det ikke forår netop d.16/5. Regn, blæst og kulde var hårde modstandere, men alligevel fik vi 126 nye medlemmer bare på den dag, og flere fulgte i dagene efter. Også i år ”gik Fodslaw for hospice”- en lun aften sidst i august, hvor turen igen var lagt forbi hospicegrunden, hvor deltagerne fik information om hospice. Forestående foredrag og generalforsamling 26/10-09 kl. 19.30. Generalforsamlingen afholdes på skift i de 4 byer Horsens, Odder, Silkeborg og Skanderborg. I år er turen kommet til Odder. I Pakhuset i Odder fortæller Hanne Marie Houkjær om de meget forskellige udfordringer, hun møder i jobbene som hospicepræst og som ”almindelig” præst. Hanne Marie Houkjær er hospicepræst i Rønde og er også kendt fra DR 2`s ”Skriftestolen”. Se vedlagte invitation. Besøg et hospice! 8/10-09 kl. 14 kan interesserede i begrænset antal få lov at kigge indenfor på Sct. Maria Hospice i Vejle. Tilmelding inden 1/10 til Inger Munk tlf:76251660 mail:inger@munk.cc Den samme mulighed har vi for at besøge Hospice Søholm i Stautrup d. 27/10-09 kl.16.30. Tilmelding inden 20/10 til Mette Heissel tlf: 74535588 mail: heissel@paradis.dk Pia Rosenbaum med ”Oscar og den lyserøde dame” 11/3-2010. En fantastisk, lys og livsbekræftende forestilling. En smuk og underfundig monolog om tro, liv og død. For nogle et dejligt gensyn fra Svalegangen i Århus sidste efterår. For alle dem, der gør sig fri den aften, bliver det en uforglemmelig oplevelse, som I simpelthen ikke må glip af. Sæt allerede nu kryds i næste års kalender: Kulturhuset, Skanderborg 11/3 kl. 19.30. Husk at forny dit medlemskab nu! Er du blevet medlem d. 16/5 i år i forbindelse med ovennævnte hospice-gade-info eller senere, gælder dit medlemskab frem til 31/8-10. Øvrige medlemmer skal betale nyt kontingent for medlemskab fra 1/9-09 til 31/8-10. I denne mails emne/titel-felt finder du dit medlemsnummer. Sørg for, at vi får dit medlemsnummer ved betalingen, hvad enten den sker via bank evt. netbank til bankkonto: 7176. 1227058 ) eller ved indbetalingskort til konto +73<+87998711. Kontingent: Enkeltmedlem kr. 100,- Ægtepar/samboende kr. 150,- Foreninger m.v. kr. 300,- Venlig hilsen Hospice Østjyllands Støtteforening kontakt: tlf: 86521483 mail: info@hospiceoestjylland.dk www.hospiceoestjylland.dk
| ||||||
| ||||||
|
Støtteforeningen for Hospice Østjylland v/ Troels Dolmer Højdedraget 12 8660 Skanderborg Tlf. 86 52 14 83 Email: info@hospiceostjylland.dk |