LOG-IN

 

                                                                 Kun et hospice kan klare udfordringen.

 

Der mangler et hospice i den sydøstlige del af Region Midt.

Sikker dokumentation påpeger, at der netop i området Horsens- Odder- Silkeborg- Skanderborg er et udækket behov for hospicepladser svarende til et hospice med 12 pladser.

I resten af Region Midt har befolkningen let adgang til hospice, hvor 4 hospicer giver den nærhed, som er så afgørende.

Befolkningen her i området bør have det samme hospicetilbud, som tilbydes i resten af Regionen. Ellers fortsætter en urimelig og uforståelig forskelsbehandling.

 

Mennesker, som nærmer sig livets afslutning vil ofte have brug for palliation altså symptomlindrende behandling. Denne lindrende behandling  bør være afstemt efter det enkelte menneskes behov. I dag er det, der kan tilbydes, ofte ikke godt  nok. Det er nødvendigt, at den palliative indsats bliver bedret på det basale niveau d.v.s. indsatsen på plejehjem, i hjemmepleje og på sygehusafdelinger f.eks. de medicinske afdelinger. Men det er også nødvendigt at styrke indsatsen på specialistniveau, d.v.s. på hospice og  i de palliative teams.

 

Regionsformand Bent Hansen er fornylig citeret for, at han hellere vil tilføre økonomi til medicinske afdelinger end investere i hospice.

Der er helt afgjort stærkt brug for øgede midler til medicinske afdelinger, men det er der også i høj grad til hospice.

De medicinske afdelinger er imidlertid ikke i stand til at løfte den specialopgave, som et hospice er gearet til. På hospice er der specialviden om palliation. Den specialviden har den medicinske afdeling ikke. Hospicets forudsætning  er hospicefilosofien. Det værdigrundlag har hospitalsafdelingen ikke, og det er ikke mindst det, der gør den store forskel. På hospice tager man hånd om det hele menneske, og man er der indstillet på at hjælpe patienten så godt som muligt ikke kun med de fysiske problemer, men ligeså meget med den psykiske og menneskelige smerte, som det er at skulle tage afsked med livet og med de nære pårørende. Og også de pårørende får støtte, omsorg og hjælp til at gennemleve den svære situation. At opdage det vil ofte betyde rigtig meget også for patienten.

Bent Hansen citeres også for, at døende kan være på afskærmede afsnit på medicinske afdelinger. På den medicinske afdeling er patientens bedring evt. helbredelse målet. Hospice er gennemsyret af hospicefilosofien, hvor lindring og værdig død er målet. Erfaringen siger, at de to behandlingskulturer ikke kan trives under samme tag.

 

På alle andre områder indenfor sundhedsvæsenet er man indstillet på, at patienten skal have den bedst mulige behandling – og skal have specialistbehandling, når det er nødvendigt.

Hvorfor skal døende mennesker ikke have den bedste behandling, men må nøjes med noget ringere?

 

 

                      Anne-Marie Bønløkke                                                                                   Troels Dolmer

formand for Sct.Maria Hospice Støtteforening                                        formand for Hospice Østjyllands Støtteforening

      Agerbakken 30, 8700 Horsens                                                                Højdedraget 12, 8660 Skanderborg

         agerbakken30@nypost.dk                                                                                    info@hospiceostjylland.dk

 

 

 

 

 

"En dejlig opgave at arbejde for flere hospicepladser", siger Margit Sørensen, Hedensted.  Læs om hendes baggrund for arbejdet.
"Hospice skal være et tilbud til alle kræftpatienter", siger Einar Pahle, overlæge på mave-tarm kirurgisk afdeling på Århus Sygehus. Læs mere.
Generalforsamling afholdt d. 26.10.2009 i Odder med indlæg af sogne-og hospicepræst Hanne Marie Houkjær - Læs mere

Støtteforeningen for Hospice Østjylland     v/ Troels Dolmer     Højdedraget 12     8660 Skanderborg     Tlf. 86 52 14 83     Email: info@hospiceostjylland.dkPrint denne side