Det hjælper på sorgen at tænke på Sct. Maria

Birgit Jensen, der mistede sin mand i fjor, er varm fortaler for nyt hospice

Min mand fik en værdig død på Sct. Maria Hospice i Vejle. Det hjælper mig i sorgen, når jeg tænker tilbage på de to gode måneder, Egon fik her.

Sådan fortæller Birgit Jensen fra Øster Snede om den sidste tid, hun oplevede sammen med sin mand, efter at han i november i fjor som afslutningen på en lang kamp mod en uhelbredelig strubekræft sov ind på det lokale hospice .

Hun fortæller sin historie om nødvendigheden af at have hospice-muligheden som et tilbud, fordi hun gerne vil støtte det tidligere byrådsmedlem i Hedensted, Margit Sørensen, som kæmper for, at Region Midtjylland skal støtte oprettelsen af et nyt hospice i Skanderborg.

Udækket behov

- De tørre tal viser, at der er hårdt brug for et nyt hospice i det østjyske område. Hidtil har Sct. Maria i Vejle været et naturligt valg for borgere i Hedensted Kommune, der var uhelbredeligt syge, siger Margit Sørensen og tilføjer:

- Desværre er behovet for en plads på hospice så stort, at Sct. Maria er nødt til at sige nej til ca. halvdelen af alle ønsker. I 2008 var der 31 Hedensted-borgere, som ønskede at blive indlagt her, men der var kun plads til 12 - altså en manko på 19 pladser.

På samme måde havde kommunerne Skanderborg, Odder, Horsens, Silkeborg, Favrskov, Ikast-Brande og Hedensted en manko på i alt 150 hospice-pladser.

- I alt kom 126 borgere fra de nævnte kommuner i 2008 på hospice , men det samlede ønske var på 276 pladser, fortæller Margit Sørensen, der er nyvalgt medlem af bestyrelsen i støtteforeningen Hospice Østjylland, som kæmper for at få et nyt hospice i Skanderborg bygget på den grund i Anebjerg, som den kommende selvejende institution har fået foræret til formålet.

Nej tak til kemo

Birgit Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en god idé med ekstra hospice-pladser.

- I løbet af de halvandet år, da min mand havde strubekræft, fik han på Radium-stationen i Århus 33 strålebehandlinger. Da den behandling til sidst var udsigtsløs, tilbød man Egon, at han i stedet kunne få kemobehandlinger, der skulle lindre hans smerter.

- Heldigvis, siger Birgit Jensen, sagde han selv nej tak til det tilbud. I stedet fik vi med hjælp af hjemmesygeplejersken og det palliative team skaffet en plads til ham på Sct. Maria Hospice .

Hospice-bryllup

Den behandling, Egon Jensen (65) fik her, blev af uvurderlig betydning.

- Ikke kun for de sidste to måneder, Egon fik at leve i, men også for os som familie og pårørende, fortæller Birgit Jensen.

Højdepunktet for den døende Egon Jensen kom, da han på Sct. Maria Hospice fik lov til siddende i sin kørestol at føre sin yngste datter, Mette, til alteret.

- Der var forlængst planlagt et kirke-bryllup. Men det havde Egon ikke mulighed for at deltage i. I stedet blev det arrangeret sådan, at det blev sygehuspræsten på hospice , der forestod vielsen. Det blev en stor og uforglemmelig oplevelse for os alle, fortæller Birgit Jensen.

Tidlig tryghed

Den altafgørende forskel fra et almindeligt sygehus-miljø, der kan føles koldt, til miljøet på et hospice, hvor man så at sige er specialister i at omgås døende mennesker, står for Birgit Jensen lysende klar:

- Det er tiden. På hospice , hvor den indlagte har en fast sygeplejerske, giver personalet sig al den tid i verden, der er nødvendig for at skabe omsorg og tryghed. Det smitter af i en grad, så man også som pårørende lærer at acceptere det uafvendelige.

På hospice skulle far ikke kun vente på at dø

Datteren Gitte fortæller om sin fars død på Sct. Maria Hospice

Den 18. november sidste år mistede jeg min far. Han døde af strubekræft på Sct. Maria Hospice i Vejle.

- Da far blev indlagt på hospice i september, kom han direkte fra medicinsk afdeling på Horsens Sygehus. Det var en helt anden verden, vi kom til, fortæller datteren, Gitte.

- Det første indtryk, jeg fik, var den fuldkommen rolige atmosfære, der var. Det fantastiske personale var altid klar til at snakke både med patienter og pårørende. Men det var også acceptabelt at lukke døren til sin stue, hvis man bare ønskede at være sig selv.

- Vi måtte som nærmeste pårørende komme og gå, som vi ville. Vi måtte også overnatte der, hvis vi ønskede det, hvilket min mor benyttede sig af i perioder. Ud over det oplevede vi, at far fik en virkelig god pleje: Vi skulle ikke bekymre os om, om han nu også fik sin medicin til tiden, eller om de fik renset hans sonde, osv. Det skete bare. Personalet havde tid til også at forkæle ham med massage, sang og musik, hvis han ønskede det.

- Det hele foregik på patientens og de pårørendes præmisser.

Det sidste sted

- Min far havde ønsket at dø derhjemme, men da kræften havde angrebet luftrøret, var det ikke muligt. Han var selvfølgelig ked af at skulle på hospice, fordi han vidste, at det jo var "det sidste sted". Men han blev hurtigt tilfreds med valget, for nu havde vi virkelig kvalitetstid sammen familien.

- Det betyder, at vi her efter hans død kan tænke tilbage på en god tid, vi havde sammen med vores far, men også, at vi har fået sagt de ting til ham, vi ønskede at sige.

Ked af sygehuset

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke alternative løsninger, der var. Da far var hjemme, havde han fået en åben indlæggelse til medicinsk afdeling på Horsens Sygehus. Han var dog meget ked af det, når han skulle indlægges her. Han var ikke typen, der brokkede sig, og han ville ikke have, at vi brokkede os, for som han sagde:

"Det stakkels personale, de har så travlt".

- Han syntes, det var så synd for dem. Men sandheden er, at far fik en ualmindelig dårlig behandling på medicinsk afdeling på Horsens Sygehus, hver gang, han var indlagt. Det ønsker jeg imidlertid ikke at uddybe her, fordi det gør så forbandet ondt at tænke på, siger Gitte og tilføjer:

En værdig død

- Derimod tænker jeg gerne på hans sidste tid på hospice. Han fik en smuk og værdig afslutning på livet omgivet af familien og "englene", som vi kaldte personalet på hospice .

- Efterfølgende har jeg tit tænkt på, hvad der ville ske, hvis jeg selv bliver uhelbredeligt syg og ikke kan passes i mit hjem. Skal jeg tilbringe min sidste tid på en forfærdelig afdeling på et sygehus, hvor man føler, at de bare venter på, man skal dø, så der kan blive plads til en ny patient. Eller skulle jeg være så heldig, at der måske er plads til mig på et hospice , hvor jeg kan få en værdig afslutning på livet sammen med min familie og et personale, der virkelig bare passer og plejer en, og hvor man tager hånd om de pårørende - også efter man er gået bort.